Sådan bor du

På skolen har vi tre huse, hvor vores elever bor – hus 2, hus 4 og hus 6.

Hos os vil du få dit eget værelse, så du kan lukke din dør, når du har behov for det, og til de fleste værelser på skolen er der tilknyttet eget bad og toilet.

Du kommer til at bo i et hus sammen med 20-25 andre unge, drenge og piger, store og små, og du bliver boende i det samme hus i al den tid, du går på skolen. På den måde sikrer vi, at de voksne i huset kommer til at kende dig og dine behov rigtig godt, og at du kommer til at kende de voksne rigtig godt. Det er værdifuldt både på de svære og de sjove dage.

Huset er dit ‘hjem’ på skolen og er indrettet så hjemligt som muligt. Det er vigtigt for din trivsel, at du føler sig hjemme på skolen, og derfor skal du naturligvis være med til selv indrette dit værelse, som netop du kan lide det. Når du flytter ind, vil der være seng, skab, skrivebord og stol på værelset men alt derudover, skal du selv være med til at finde og vælge.

Derfor har alle elever et rådighedsbeløb på omkring 1000 kr. til, sammen med kontaktpersonen, at købe hyggelige ting til værelset for.

Der er altid voksne omkring børnene i huset, og de er der for at støtte den enkelte til at kunne nå de mål, vi sammen har sat for barnets tid på Ringe Kost- og Realskole. For eksempel tager man på ture, løser dagligdagens udfordringer og holder kontakten til jer derhjemme.

Der er trådløst internet og TV-kanaler fra byens fællesantenne på alle værelserne, så dit barn må naturligvis gerne have fjernsyn, anlæg og PC med.

Efter klokken 22:00 er det tid til at falde til ro og sove, så der bliver antenneforbindelsen lukket.

Dit barn har naturligvis også lov til at tage sin mobiltelefon med, så kontakten med familie og venner derhjemme kan holdes. De nærmere regler for brug af mobiltelefoner er beskrevet under afsnittet “ Husorden”, så hvis du vil vide mere, så se der.

Der deles lommepenge ud én gang om ugen. Tøj-pengene styrer dit barn sammen med sin kontaktperson.

Nyheder