Nyhedsbrev marts 2021

Kære forældre og pårørende

Onsdag i denne uge blev kostskolens elever og personale testet, og endnu en gang var alle negative. Ud over at vi her naturligvis glæder os over, at vi fortsat kan holde COVID-19 fra dørene, betyder det også, at vi kan sende ungerne hjem på påskeferie til jer vel vidende, at de ikke bringer smitte med hjem. Det er både trygt og meget tilfredsstillende.

De unge kommer tilbage fra påskeferie tirsdag d. 6. april om aftenen og går direkte i ’bobler’ i husene. Onsdag formiddag bliver alle testet igen, og indtil prøvesvarene foreligger, fastholder vi ’boblerne’ fuldstændig som efter juleferien og vinterferien. Det er ungerne blevet rigtig gode til.

Endnu en gang vil jeg opfordre jer til at hjælpe de unge med fortsat at være forsigtige i omgangen med andre her i ferien. Det er langt fra alle unge, der udviser samme opmærksomhed og ansvarlighed som vores skønne unge mennesker her, så derfor handler det om at holde fast og være forsigtige indtil, vi igen kan leve vores liv uden særlig hensyntagen til risiko for smitte med COVID-19. Det glæder vi os til.
Ungerne bedes fortsat blive hjemme efter påske, hvis de selv, eller nogen i husstanden, er syge.

Jeg vil ønske jer alle en dejlig påske og håber på lidt forårsvejr.
Med venlig hilsen

Mariann Kordif
Autoriseret psykolog
Forstander