Fattiggårdens historie

I 1872 blev Fattiggården i Svendborg bygget, og det var med stor stolthed, at byen kunne åbne en for tiden så moderne og fremsynet anstalt for alle dem, som ikke kunne klare sig selv, eller som man mente trængte til genopdragelse.

Når man passerede porten til Fattiggården, blev man ’indlagt’. Man mistede sine borgerlige rettigheder: Stemmeret, ejendomsret, værgeretten over ens børn samt retten til at gifte sig. Det blev vurderet, om man var ’værdigt eller uværdigt trængende’. De værdige skulle bo i Forsørgelsesanstalten, hvor man f.eks. fik lov at sove i senge med madrasser. De uværdige skulle bo i Arbejdsanstalten. Her var der tremmer for vinduerne, pigtråd på murene, og man blev opdelt i kvinder og mænd. Begge steder var der arbejdstvang.

Frem til 1961 fungerede Fattiggården som en anstalt, hvor man mistede sin frihed. Stedet var i funktion frem til 1974, hvor det blev lukket – som en ’skamplet på byen’.